To stærke ukrainske kvinder kæmper for lejerne i det krigshærgede land. På trods af krig og mangel på rettigheder og regler har de dannet Tenants Union of Ukraine og meldt sig ind i IUT.
En ny rapport fra IUT viser, hvordan den globale boligkrise rammer lejere fra Australien til Ukraine – især i krigstider og geopolitiske kriser er behovet for en tryg bolig enormt.
Rapportens måske mest barske kapitel handler om Ukraine. Efter mere end et årti med krig er 14 procent af alle boliger beskadiget eller ødelagt. Det har skabt et enormt pres på lejemarkedet i de sikre zoner, hvor priserne drives op af de mange internt fordrevne, mens lovgivningen på området stadig er mangelfuld og uformel.
To stærke kvinder repræsenterede de ukrainske lejere på verdenskonferencen. Galyna og Oleksandra fortalte, at der stort set ingen lejerbeskyttelse er i landets lovgivning.
”Vi kæmper for at få indført en standardlejekontrakt. I dag er der ingen regler, der beskytter lejerne, eller krav om en lejekontrakt. Vi taler med både udlejere og lejere om fordelen ved en lejekontrakt”, forklarer Oleksandra Chystyk.