Og vigtig radikal kursskifte omkring den udskældte 5.2.-regel.
Vi ventede og ventede på valgdatoen. Aldrig før har en statsminister trukket det ud så længe med at spørge vælgerne om, hvem de mener skal indvælges i landets næste lovgivende forsamling og dermed også, hvem de mener skal danne regering. LLO’s formand understreger i en leder på på side 2 i dette blad, at valget betyder noget for os alle sammen - selvfølgelig også for lejerne. ”Danmarks lejere trænger til en ny regering, en regering, der ikke bare trækker på skuldrene, når vi påpeger problemer”, skriver Helene Toxværd.
Garanti om huslejen
Lidt beroliget er hun dog blevet. I god tid inden valgudskrivelsen skrev hun nemlig et personligt brev til de to sandsynlige statsministerkandidater, Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen, og spurgte dem om de ville garantere, at huslejen ikke blev sat fri. Det spurgte LLO også daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen om i 2001 og 2005 og Lars Løkke Rasmussen om i 2011 og 2015 og fik i alle tilfælde tilfredsstillende svar i form af et ”Ja”. Det samme fra Helle Thorning-Schmidt, der endte med at blive socialdemokratisk statsminister i 2011.
Venstre - som parti - svarer i år: ”Det er rigtig forstået, at Venstre ikke vil ændre på den garanti, vi har givet. Venstre har ingen planer om at ændre på boligreguleringslovens bestemmelser om huslejefastsættelse. Det er hverken Venstres politik eller regeringens politik”. Det er klar tale. Og alle partierne i rød blok siger det samme.
Ingen 5.2.-garanti fra de borgerlige
Men i svarerne fra partierne har LLO ikke fået garantier for, at Venstre og de borgerlige (minus Radikale Venstre) vil afskaffe eller ændre den paragraf, der tillader store leje-forhøjelser efter ofte unødvendige ”moderniseringer” af køkken og bad. Det er den såkaldte paragraf 5, stykke 2-lovgivning, som kapitalfonde og pensionskasser nu udnytter i stort omfang – ofte med en tredobling af huslejen som resultat. Derudover med den konsekvens, at storbyerne mere og mere bliver for de rige medborgere og byernes sammenhængskraft forsvinder.
Radikal kursskifte i 5.2
Meget bemærkelsesværdigt har Radikale Venstre nu besluttet, at reglen skal ændres efter 23 år. Boligordfører og tidl. minister, Rasmus Helveg Petersen, skriver i et svar til LLO: ”Ja” på spørgsmålet om reglen skal ændres og begrunder det: ”Det kræver hurtig politisk handling, når vi kan se, at der er noget åbenlyst galt”. Det er første gang, siden paragraffen blev indført i boligreguleringsloven i 1996, at de radikale nu går ind for at ændre den. Med rød-bloks udtalte støtte tegner der sig derfor nu et politisk flertal for en afskaffelse efter valget - eller i det mindste en ændring.
Men præcis hvad der sker på dette område ved vi først , når Folketingets ekspertudvalg til oktober har afsluttet sit arbejde og partierne derefter tager over. (se side 15). LLO har i mange år krævet paragraffen afskaffet og presset på for det. Socialdemokratiet og venstrefløjen er med på, at en afskaffelse eller en ændring er nødvendig. Måske også Dansk Folkeparti. Venstre har derimod blankt afvist at afskaffe 5.2. - paragraffen på et samråd i Folketinget så sent som i januar 2019.
Ingen børn i fattigdom
”Men valg er mange ting”, siger LLO-formanden. ”Velfærden i institutioner, skoler og hospitaler skal have et løft. For mig personligt er det også en hjertesag, at børn ikke skal vokse op i fattigdom – uanset hvor de bor. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Så er der 40 pct. reglen, der medfører, at maksimalt 40 pct. af boligerne i ”hårde ghettoer” må være almene familieboliger. Dette lovkrav vil medføre salg og nedrivning af gode, betalelige almene boliger, hvor vi har brug for det modsatte. Derfor skal dette lovkrav fjernes”.
Alvor
Nu er det så alvor. Hvordan får vi så en ny regering? Helene Toxværd: ” Jeg ved, at mange vælgere endnu ikke har besluttet sig for, hvor de skal sætte deres kryds. Helt sikkert også mange lejere. Og folk er i deres gode ret til at mene, præcis hvad de vil, og stemme efter de prioriteringer, som de synes er vigtige. Jeg vil bare i al munterhed gøre opmærksom på, at hvis vi skal have en ny regering, så får vi det jo ikke ved at stemme på den gamle! Og man kan jo også spørge, om den har fortjent det!”
Se LLO´s valgside på llo.dk