Valgkamp: Den blandede by skal højt op på dagsordenen

Mange af os har som børn sunget med på den gamle børnesang ”under den hvide bro”. Den sang, hvor der spørges: hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo? – under den hvide bro! En sorgløs og glad sang, hvor det at bo ikke er et problem.

Sorgløshed er dog ikke det første man tænker på, når man i virkelighedens verden taler om at bo. Tværtimod. I år 2022 er boligen mange danskeres største bekymring.

For i Danmark siver de betalelige lejeboliger ud af boligmassen. Det private, danske udlejningsmarked er præget af stejlt stigende huslejer, hvor lejen i de nye ejendomme er historisk høj. Og i den ældre del af boligmassen laves der ”gennemgribende moderniseringer” typisk ved at indsætte et nyt køkken og et nyt bad – og så sættes huslejen op også her. Typisk er huslejen for nye lejere op til 80 pct.højere, når ”moderniseringen” er gennemført, og selv om Blackstone-pakken har dæmpet antallet, så forsvinder der fortsat godt 1.500 betalelige boliger årligt på denne konto.

Det vilde vesten

Her i Danmark bryster vi os normalt af, at der er styr på tingene. Der er styr på regler og paragraffer, og det giver stor tillid, forudsigelighed og tryghed for langt de fleste. Men i den nye, private boligmasse er problemerne til at få øje på. For i ejendomme, der er ibrugtaget i 1992 eller senere, minder huslejefastsættelsen om det vilde vesten. Der er ingen reel beskyttelse i loven i forhold til at få sat huslejen ned, hvis man først har skrevet under på lejekontrakten, og der er ingen kollektiv forhandlingsret eller lighedsregel for lejerne i samme ejendom. Dette sidste betyder, at nogle lejere betaler i tusindvis af kroner mere end deres naboer, uanset at de reelt har ens lejemål, beliggende i den samme ejendom. For disse lejere er beskyttelsen så ringe, at de havde været bedre stillet, hvis det var en erhvervskontrakt, de havde indgået - i hvert fald når det gælder huslejen.

Håbløst!

Dette problem kan ikke ”bare løses” ved at pålægge eller opfordre den enkelte lejer til at finde sig noget andet at bo i! At henvise løsningen til den enkelte er håbløst i en situation, hvor den uregulerede nyere boligmasse udgør en stadig større del af den private udlejningssektor. Lige nu er ca. 20 pct. af den private udlejningssektor underlagt denne ringe lejerbeskyttelse, og da den ældre boligmasse selvsagt ikke bliver større men tværtimod gradvist forsvinder - f.eks. ved nedrivninger og de såkaldte moderniseringer - så udgør nybyggeri en stadig større andel af den private udlejningssektor.

Betalelige boliger forsvinder

Hvis denne udvikling fortsætter, er konsekvensen, at betalelige boliger helt forsvinder fra den private udlejningssektor. Alternativet for den brede befolkning er så den almene sektor. I runde tal udgør den private sektor 1/5 af boligerne i Danmark. De almene boliger udgør samme andel. Man har altså tidligere haft 2/5 af boligmassen til at sikre, at folk kunne få gode og betalelige boliger. Hvis den private sektor tømmes for betalelige boliger, er der kun de almene tilbage. Det vil være et stort problem, for Danmark kan ikke nøjes med, at kun 20 pct. af boligerne er betalelige for den brede del af befolkningen.

Den blandede by ”under afvikling”

Tænketanken Cevea har i deres analyse fra april 2022 ”Arbejdere har ikke råd til at flytte i privat lejebolig i hovedstadsområdet” konkluderet at: ”I størstedelen af hovedstadsområdet er huslejen for private lejeboliger så høj, at hverken den enlige arbejder uden børn eller LO-parret med to børn har råd til at bo til leje. Dermed kan den blandede by, hvor også faglærte og ufaglærte har råd til at bo, være under afvikling.”

Loven skal ændres!

Vi har brug for vende udviklingen, vi har brug for, at sivningen af de betalelige boliger stopper – og at også nyere og nyopførte boliger gøres tilgængelige for den brede befolkning. Det kan ske ved at ændre loven, så de store huslejestigninger ved fraflytning og ”gennemgribende moderniseringer” ikke længere er muligt.

Disse ændringer skal følges op af nye og bedre rettigheder til lejerne i de nybyggede ejendomme. Rettigheder og beskyttelse bør være universale og gælde uanset hvor i boligmassen man bor – og lejere i de nyere ejendomme bør naturligvis have de samme rettigheder som resten af boligmassen.

Spørg din lokale folketingskandidat!

Danmark er et velfærdssamfund. Det er bredt politisk accepteret. Men når man bor til leje i privat udlejning, kniber det gevaldigt med velfærden. Derfor må vi ændre måden, vi ser de private udlejningsboliger på. De findes ikke af hensyn til investorerne. De findes af hensyn til de borgere, der har brug for dem. At der så kan tjenes penge på dem, må være underordnet formålet med boliger: At der bor nogen i dem.

Der bliver tit talt om, at boliglovgivningen er umådelig svær at forstå, og at den er kompliceret. Lad os starte med at give alle lejere de samme gode rettigheder og fjerne alle de undtagelser, der fjerner lejernes rettigheder.

Det er ganske enkelt!

I LLO vil vi gøre, hvad vi kan for at få dette store velfærdsproblem langt op på den politiske dagsorden i den allerede igangværende valgkamp. Det kan du også som lejer: Spørg din lokale folketingskandidat, hvad hun eller han vil gøre for lejerne, hvis vedkommende bliver valgt.