Indenrigs og boligministeriet har publiceret information vedrørende vedligeholdelse af altaner.
Baggrunden er, at der ved langt de fleste altanulykker er tale om vedligeholdelsesmangler, hvor ulykken kunne være undgået ved rettidigt vedligehold af altanerne.
Bolig- og Planstyrelsen har oprettet en temaside. Her findes visuelle eksempler på, hvilke tegn på skader, man skal være opmærksom på. Selve vurderingen af en altans tilstand bør dog foretages af en fagperson med de rette kompetencer.
Det er væsentligt at understrege, at det er ejeren af en bygning, der er ansvarlig for, at bygningen til enhver tid er lovlig og sikker at anvende. Dette gælder også for en bygnings altan. Hvis en altan ikke er sikker at opholde sig på, f.eks. på grund af utilstrækkelig vedligeholdelse, betragtes det efter byggeloven som et ulovligt forhold.
Derfor skal man som lejer først og fremmest kontakte udlejer/bygningsejer med henblik på eventuel involvering af en fagperson. Hvis bygningsejeren ikke bringer altanen i forsvarlig stand, har man mulighed for at inddrage kommunen, der som bygningsmyndighed træffer afgørelse om byggeloven og øvrige regler fastsat i medfør heraf. Som lejer har man endvidere mulighed for at klage til Huslejenævnet, hvis en altan har væsentlige vedligeholdelsesmangler.