Det begyndte med en skitse på en serviet for to unge iværksættere fra København. 3 1/2 år efter ankom de første containerboliger til Refshaleøen i København – på B&W-værftets gamle grund. Siden er det gået slag i slag. 164 studerende kunne ikke komme hurtigt nok ind i den nye studielandsby ved Københavns Havn, men mere end 2.000 søgte og fik afslag. Indvielsen skete 22. august, og de heldige er nu naboer til streetfood-mekkaet Reffen, mikrobryggeriet Mikkeller og den rå restaurant-oase og spillested Halvandet.
11 kvm. til hver
Ideen var både enkelt og logisk. Brugte containere skulle ombygges til små studieboliger. To studerende om hver container med bad/toilet i midten og 11 kvm. privat værelse til hver. Alle iværksætternes sparepenge - og deres kæresters blev puttet i projektet og bygningen af den første prototype. Men så kom problemerne. Planloven tillod ikke midlertidige boliger i en periode på længere end tre år. Det måtte ændres og det blev det. I maj forlængede Folketinget perioden til 10 år efter pres fra Overborgmesteren og LLO. Derefter gik det stærkt, og den gamle B&Wgrund et stenkast fra vandet var et lykketræf. De gamle værftsarbejdere, der sad i den nu nedrevne kantine 100 meter borte, ville have bifaldet projektet – Danmarks første container-landsby.
Hver sin historie
Nu står de der så i to etager, containerne, der har været rundt på verdenshavene og hver har sin særlige transporthistorie, der kan spores og kortlægges via de individuelle numre.
Få dage før den officielle åbning summer CPH-Village af liv med beboere og håndværkere. I det store fælleshus, der også rummer vaskeri, huserer håndværkerne stadig. De to iværksættere planlægger i alt 2.000 tilsvarende boliger på midlertidige grunde rundt om i København.