Skip to main content

Velkommen til kongres i LLO

Så er det igen kongres-tid i Lejernes Landsorganisation.

Om nogle uger, helt præcist den 27. oktober, samles delegerede fra hele landet på konference-og feriecentret FænøSund i Middelfart - det tidligere Dansk Folke-Ferie - for at afstikke nye mål og retningslinjer for det fremtidige arbejde i og med LLO.

Og det bliver en rigtig arbejdskongres, en kongres med forslag til lovændringer, debat om arbejds-og principprogram, samt vigtige valg til det 6-personers store forretningsudvalg. Herudover kommer der debat og principbeslutninger om LLO’s fremtidige struktur, beslutninger, der uden tvivl vil sætte gang i debatten, men som ikke desto mindre er nødvendig for LLO’s udvikling og fremtid som organisation.

Der er ingen grund til at lægge skjul på, at de forløbne tre år har været krævende – politisk såvel som organisatorisk – og har lagt beslag på alle ressourcer i LLO.

Bare i år har vi måttet tage det store politiske opgør med regeringens forslag til ”ghetto-plan”, som nemt kunne være endt værre end tilfældet blev, men alligevel langt fra er tilfredsstillende.

På en anden politisk konto noterer vi til gengæld med stor tilfredshed, at ministeren for boligområdet i en tilbundsgående evaluering ikke mener, der umiddelbart er grundlag for at lave om på lejelovsændringerne fra 2015. Det var denne revision, der omsider skabte ordnede forhold i fraflytningsreglerne til fordel for lejerne.

På det organisatoriske område har vi nu fået ret i alle de sager, som vi havde anlagt mod personkredsen af ekskluderede medlemmer af LLO, som dannede deres egen private lejerforening, og som samtidig forsøgte at indsætte deres egne bestyrelser i to af vores lokale afdelinger for efterfølgende at kunne trække dem ud af LLO. Disse forsøg har Københavns Byret vurderet ikke var lovlige, og sagen er ikke anket af taberne (se nedenfor).

Til en række af gode højdepunkter hører fejringen af LLO’s 100 års jubilæum, og vi kan generelt glædes over medlemsfremgang og medvind. Så velkommen til kongres i LLO. Vi tager hul på en ny kongresperiode med nye kræfter efter en god og varm sommer og glæder os til at komme i gang.

 

Om forfatteren

Se artikler af Helene Toxværd

Landsformand for Lejernes Landsorganisation Danmark og formand i LLO Hovedstaden.

Back to top