Skip to main content

Visse lejere vil opleve et pludseligt huslejehop efter nytår

Ny lovgivning betyder, at flere tusind lejere risikerer lejestigninger - og de risikerer at komme med få dages frist.

Normalt skal huslejeforhøjelser varsles med tre måneders varsel, men der er dog undtagelser hertil.

En af undtagelserne er forhøjelser som blot skal "meddeles" og ikke "varsles".

Stigninger som skyldes udviklingen i nettoprisindekset (også kaldt NPI-reguleringer) sker som meddelelse - ikke varsling - og derfor med kortere frist.

Pga. en fejl i sammenskrivningen af lejeloven fra 2022, så udgik muligheden for NPI-regulering af visse kontrakter. Nemlig de kontrakter, der er indgået efter 1.7.2022 og hvor huslejen er fastsat efter reglerne i lejelovens § 19. Det er LLO´s skøn at ca. 10-15.000 kontrakter er i denne kategori.

Folketinget lovliggør de ulovlige vilkår i kontrakterne med tilbagevirkende kraft.

Det får dog ikke virkning for lejerne pr. d. 1.1.2024, men typisk fra d. 1.4.2024 (dog længere tid, hvis lejerne har længere opsigelsesvarsel).

Problemet er dog, at med mindre lejerne læser Lovtidende, så ved de ikke, at denne huslejestigning kommer.

Hvis udlejer meddeler stigningen sidst i marts med virkning d. 1. april, så kan udlejer lovligt sætte huslejen op.

Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne har stillet spørgsmål til ministeren herom, men hun afviser med den tvivlsomme begrundelse at lejerne jo selv har indgået aftalen - også selvom den aftale slet ikke var lovlig ved indgåelsen!

Det bør rettes op inden lovforslaget tredjebehandles d. 19 december.

Lejerne bør få et passende varsel fra deres udlejer om at et ulovligt vilkår lovliggøres og medfører en huslejestigning.

Det er kun rimeligt.

 

Om forfatteren

Se artikler fra Anders Svendsen

Chefjurist, LLO i Danmark.

Back to top